KLUBBEN
Fakta om klubben
Christiansbjerg Idrætsforening (CIF) blev startet den 28 januar 1988 ved en sammenlægning af de to naboklubber,
VB (Vorrevangens Boldklub) og CB (Christiansbjerg Boldklub).
I fodboldafdelingen har vi gode træningsfaciliteter, og antallet af medlemmer har været støt stigende i hele perioden.
Klubbens oprindelse
Christiansbjerg IF – i daglig tale kaldet CIF – er en sammenlægning af Christiansbjerg Boldklub (CB) og Vorrevangens Boldklub (VB). Trods stor rivalisering mellem de to klubber med bl.a. et par dramatiske naboopgør i Serie 2, blev sammenlægningen vedtaget med et stort flertal ved den stiftende generalforsamling d. 28. januar 1988.
Vorrevangens Boldklub
De grønne og hvide fra Vorrevangen så dagens lys 5. august 1953, hvor den første hovedformand hed Herluf Nielsen. Han sad på denne post helt frem til 1986, hvor Keld Nielsen tog over indtil sammenlægningen med CB.
I starten var der håndbold, bordtennis og damegymnastik på programmet i Vorrevangens Boldklub. Først i 1958 kom fodboldafdelingen på banen, og banen var dengang området ud mod Randersvej i det nordlige Århus, hvor Teknisk Skole ligger i dag. Den første fodboldformand hed Otto Thomsen, og siden fulgte syv andre på denne post. Derimod sad Søren Rasmussen igennem alle årene på næstformandsposten. I dag er han bedre kendt som Gamle Søren, æresmedlem i CIF, holdleder i Oldboys-afdelingen og fast mand til førsteholdets hjemmekampe.
Midt i 1970’erne havde VB byens største ungdomsafdeling, fordi den lå midt i et arbejderkvarter med mange børn. Da Teknisk Skole blev bygget, flyttede klubben til Stockholmsgade side om side med Christiansbjerg Boldklub. Senere overtog klubben et baneareal på Bodøvej fra Fuglebakken, men stadigvæk kun ca. 100 meter fra CB.
Mod slutningen af 1980’erne lå en sammenlægning derfor stadigvæk lige til højrebenet. Sportsligt var Serie 2 Vorrevangens Boldklubs højeste placering.
Christiansbjerg Boldklub
De røde fra Christiansbjerg blev grundlagt 16. juli 1933. Den første formand var
Kuno Lorentzen. Hjemmebanen lå på den tidligere Klostermark ved Skovvangsskolen. Ved den 1-årige stiftelsesfest i 1934 kunne medlemmerne tage klubbens første klubhus, som lå på Skovvangsvej, i brug. Dette hus blev i 1972 skiftet ud med de klublokaler, hvor CIF i dag holder til. En lang række frivillige med Henning ”Murer” Frederiksen i spidsen opførte to af de tre bygninger, som nu udgør bastionen på Bjerget. Christiansbjerg Boldklub blev især kendt i lokalområdet for sportsugen, som blev afholdt hvert år med deltagelse af hold fra Danmark og udlandet. Sportsugen er i dag skrumpet ind til et weekend-stævne med navnet CIF-Cup, som afholdes første weekend i august.
Som en af de første klubber i Århus indførte CB i 1969 damefodbold. Dette tiltag fik stor betydning for CB og siden hen CIF. Første dametræner var Karsten Købmand. Han blev afløst af en af klubbens markante trænerprofiler, Kim Duelund, som har virket i klubben lige siden. På herresiden var 1968 et sportsligt vendepunkt. Efter mange år med trænere fra egne rækker, hyrede CB Allan Høegh og begyndte at satse på unge spillere. Det medførte, at førsteholdet fra en tilværelse i Serie 5 på kort tid bevægede sig op i Serie 2. Positionen blev fastholdt i årene fremover, fordi klubben var i stand til hvert år at tilfører førsteholdet spillere fra egne ynglingehold. I 1982 lykkedes det endda at avancere til Serie 1.
En række ildsjæle var med til at holde klubben kørende. En af dem, som huskes af flere generationer i CB, var Villy Laursen. Han udførte et uvurderligt arbejde for klubben som både spiller og træner og i de senere år som arbejdsbi i bankoregi. Villy har i CIF fået en vandrepokal opkaldt efter sig, som indtil videre er uddelt fire gange.
Sportslig fremgang efter sammenlægning
Ved sammenlægningen i 1988 blev det besluttet at starte med to formænd, nemlig Ole Kragh fra VB og Jan Grauballe fra CB. CIF beholdt navnet fra CB og VBs bomærke, som var vandtårnet. Trupperne blev naturligt bredere, og der blev pustet nyt liv i de to klubber, der begge havde oplevet medlemstilbagegang gennem flere år. Fire år skulle det tage, før sammenlægningen udmøntede sig i sportslig fremgang med oprykning til Serie 1 i 1992. Samme år blev klubbens faciliteter udvidet med en ny bygning med to omklædningsrum samt kontor og mødelokaler.
I sin forholdsvis korte levetid har CIFs førstehold for det meste spillet i Serie 1 med et par afstikkere til Serie 2 og en enkelt sæson i Jyllandsserien. Damerne rykkede i 2003 op i Jyllandsserien. På seniorplan henter CIF mange af sine medlemmer blandt studerende, som søger til Århus, og udskiftningen er derfor stor fra år til år. Siden sammenlægningen er der dog trods alt 14 mand, som har spillet mere end 100 kampe, og fire, som har rundet 200 kampe. Klubrekorden indehaves af Steen Mikkelsen med 327 førsteholdskampe.
På trænersiden har klubben i tre omgange haft Karsten Johansen som træner, og han har to gange ført førsteholdet fra Serie 2 til 1. De tidligere AGF-spillere Steffen Petersen, Lars Jensen og Peter Vesterdal har ligeledes virket i klubben som trænere.
Ungdomsholdene spiller ikke i de højeste rækker. Derfor har det været svært at fastholde spillere med potentiale i klubben. I de senere år har man forsøgt at imødegå dette problem med etableringen af CIF On Tour, som står for rejsearrangementer for ungdomsholdene.
Klublivet som varemærke
Det gode klubliv, som ikke mindst dameafdelingen bidrager til, har altid været CIFs varemærke. Det hænger nøje sammen med klubbens motto, som lyder således: En social klub med ambitioner. Kammeratskabet skal bære de sportslige ambitioner.
På ledelsesplan havde CIF omkring årtusindeskiftet svært ved at finde frivillige. I 2002 lavede klubben derfor en omstrukturering i bestyrelsen, således at den fremover kun kom til at bestå af fem personer med en række arbejdende udvalg tilknyttet. Indtil videre har det været en ubetinget succes.
Formænd gennem tiden:
Jan Grauballe & Ole Kragh (1988-1989)
John Tasso Andersen (1989-1991)
Jan Grauballe (2000 – 2001)
Kim Rouge Hansen (2001 – 2003)
Jes Bruus Petersen (2003 – 2004)
Thomas Reinholt (2004 – 2005)
Mikkel Christensen (2005 – 2008)
Jesper Rosvig (2008 – 2010)
Jane Iwers (2010 – 2011)
Kim Rasmussen (2011 – 2012)
Torben Nielsen (2012 – 2018)
Thomas Hoffmann Madsen (2018-2022)
Ole Borup Svendsen og Simone Rigmor (2022-)
Vedtægter:
CIF-Vedtægter-fra-2017